Kapitel 1: Min opvækst

Født 1951,9.december kl.18.40 i Nyborg. Jeg er astrologisk skytte, har krebsen i ascendanten.

Jeg vil begynde med at fortælle om min mor, for hun har præget mit liv meget.

I slutningen af Anden Verdenskrig, da hun var 19 år gammel, blev hun gravid. Hun havde forelsket sig i en tysk soldat, der efter en kortere oplæring arbejdede som læge på det stedlige infirmeri – min mor har altid sagt, at han var »hurtigt uddannet læge«.

Naturligvis var det et problem at blive gravid med en tysker. Og det var helt paradoksalt, for min moster, som er min mors tvillingesøster, og som stadig lever (her i 2008), har altid været den udfarende, mens min mor var indadvendt og forsigtig.

Min mor var meget præget af nervøsitet fra sin barndom. Min morfar var vist lidt streng. Hun var B-tvilling, ”lillesøsteren”, født 21. februar 1925, og stod som sådan i skyggen af sin ”storesøster”. Jeg vil tro, at hendes nervøsitet tog til efter ægteskabet med min far, for hun startede ikke ret gammel med at få ”nervepiller”, og skulle hun ud blandt mange mennesker skulle hun altid berolige sig med en snaps og en pille. Hun blev aldrig alkoholiker, men hun blev afhængig af Diemal, som de hed den gang. Dog magtede hun at holde forbruget lavt.

Jeg er sikker på, at hendes søster har moret sig med flere soldater end hun selv. Men for min mor var den tyske læge den store kærlighed.

Da hun opdagede, at hun var gravid, prøvede hun at skjule det, ved at sy sine kjoler ud, efterhånden som maven voksede. Min mor boede hjemme, og som tiden gik, må det have været temmelig åbenlyst, hvad der var under opsejling, men min mormor sagde ingenting. Ikke før en dag, min mor kaldte på hende med råbet: »Mor, mor, jeg tisser i bukserne.« Selvfølgelig har min mormor været klar over, hvordan det var fat, men også hun havde åbenbart valgt at tie, og min storebror blev født uden tilstedeværelse af læge og jordemoder. Han er født den 7. maj 1945, og hans far nåede at se ham, før han måtte forlade Danmark og tage tilbage til Hamburg, hvor han havde kone og to børn.

Jeg ved, at han gerne ville have haft min mor til Hamburg, men byen var jo totalt sønderbombet, det var ikke et sted at tage hen med et spædbarn.

Feltmadrasser og de tyske breve

Før hun fødte, havde min mor, uden anden uddannelse end sin realeksamen, arbejdet som advokatsekretær, hun kunne således skrive på maskine, men arbejdet stoppede med fødslen, og siden fik hun aldrig mere erhvervsarbejde.

I befrielsesdagene forsøgte min mormor og morfar at skjule hende for de jagthunde, der jagede ‘feltmadrasser’, men en anden af min mors storesøstre var gift med en mand, der var stikker, og han sladrede, så en dag banker det på døren. Min morfar var imidlertid en ilter mand, der kunne blive rigtig vred, og da han fortalte dem, at de godt kunne skrubbe af, forsvandt de og kom ikke tilbage.

Det meste af, hvad jeg ved om min mors store kærlighed, stammer fra hendes dødsbo. Min mor døde i november 2006, og da jeg ryddede op i hendes bo opdagede jeg, at hun i alle årene havde gemt brevene fra min storebrors far. Min storebror har altid undertrykt, at hans far var tysk soldat, jeg har skændtes med min mor, fordi hun aldrig har fortalt min bror, at tyskeren var hendes store kærlighed, og nu hvor jeg sad og nærlæste brevene, blev jeg endnu en gang bekræftet i, at de havde holdt meget af hinanden. Men over for mig, undskyldte min mor sig med, at min storebror ikke var interesseret, og vi skulle ikke rippe op i fortiden.

Mange år senere kom jeg i kontakt med en journalist fra Fyens Amts Avis, der selv var barn af en tysk soldat. Han havde samlet historier om de kvinder, der blev gravide med tyskere og udgivet bogen på eget forlag. Feltmadrasserne, hed den. Han havde bemærket, at børn af tyske soldater havde et særligt forhold til uniformer. Enten lagde de totalt afstand til dem, eller også opsøgte de dem. Min storebror hører til den sidste type. Han ville være pilot, blev soldat, efter værnepligten sergent, og så kom han på politiskole. Han blev kriminalbetjent og endte i PET. Han har for mig gennem mange år været som en lukket bog, i min barn- og ungdom var han ‘min dumme storebror’. Og dog husker jeg hyggelige episoder, som at han kunne komme sent hjem om aftenen, hvor han tilberedte ”dykænder” med æggesnaps.(Æggeblomme med sukker rørt sammen til sukkeret var smeltet). Så skulle jeg også have dykænder, hvorefter vi begge sad og rørte æggesnaps.   Han blev en fantastisk storebror, da jeg langt senere kom alvorligt i økonomisk knibe.

Nu var min mor jo alene, og min storebror blev passet en del af min mormor og morfar. I 1948 må hun have mødt min far, blandt brevene fra den tyske soldat fandt jeg et brev fra min far, hvor han giver udtryk for sin tvivl, om de skal være kærester, og om de rigtige følelser nu også var til stede.

Mine forældre blev imidlertid gift i 1948, men samtidig fortsatte min mor med at skrive til Hamburg. I nogle af brevene fra tyskeren tigger og beder han hende om at sende noget tøj og bagage, som han åbenbart har efterladt, men hvorfor det ikke er blevet sendt, kan jeg ikke gætte mig til. Men jeg vil tro, min mor har haft problemer med at skaffe penge, har måske solgt eller omsyet noget af det, og endelig har hun nok villet holde sin kommunikation skjult.

De fleste af brevene er dog søde breve, der udtrykker en evig drøm om engang at forenes med min mor, men samtidig skriver han også om sine børn og sin kone.

Som tiden går, kan han dog mærke, at min mors interesse svinder, og i efteråret 1951 skriver han det sidste brev. Det er umiddelbart før, jeg bliver født. Han ved ikke, at hun er gravid, og skriver i brevet, at han er ked af ikke at have hørt fra hende så længe. Her slutter korrespondancen.

Et stormfuldt fornuftsægteskab

Skal jeg forestille mig, hvordan min mor har haft det, så tror jeg, at hun har haft ham i sit hjerte, men at hun har tænkt praktisk, da hun giftede sig med min far. Han adopterede for eksempel min storebror.

Det korte af det lange er imidlertid, at læsningen af brevene fik nogle brikker til at falde på plads: De fik mig til at forstå, hvorfor min mor var, som hun var.

Min mor var hjemmegående. Jeg er født i Rødby (Dybbølsgade). Min far yndede at fortælle, at jeg ret hurtigt rejste mig op i min lille tremmeseng, hvorfor jeg da også en dag stod på hovedet udover. Da jeg var to år, byggede mine forældre hus på Skovvej i Nyborg, tæt ved Storebælt.

Min far var automekaniker og han har lavet en hel masse ved huset selv. Efter nutidens målestok var det et lille hus, men dengang var det et passende familiehus.

En lille tankevækkende episode fra den tid. Jeg har fået fortalt, at jeg en dag forsvandt. Mine forældre kunne ikke finde mig, og så viste det sig, at jeg på mine toårige ben var gået hen til min mormor og morfar, som boede ca. 400m væk. Og jeg havde ikke været spor bange!(Allerede den gang gik jeg frygtløs min egen vej.)

‘Nu går jeg med hende’

Min barndom var fyldt med uro. Jeg husker fra før jeg var fire år, at der altid var larm og råben. Jeg kan huske, at mine forældre skændtes, jeg husker det i billeder. Min mor har været stærkt frustreret følelsesmæssigt, hun var den nervøse og neurotiske, Jeg husker, at hun blev flammende rød på halsen. Min far var den rolige, han gik ofte blot sin vej, når de skændtes. Jeg kan også huske, at jeg ikke kunne sove, fordi de talte om at ville skilles.

Jeg var fars pige, og jeg kan huske at have hørt ham sige, at hvis de blev skilt, ville han have mig.

En episode, der står tydeligt for mig, er en gang, hvor min far tager mig op på armen og siger: »Nu går jeg med hende,« hvorefter min mor griber fat i min arm, og jeg kan mærke trækket den anden vej. Mange gange lå jeg vågen om aftenen med en følelse af, at de begge ville gå fra mig, hvis de blev skilt.

Da jeg kom i puberteten, kunne min mor finde på at sige til mig: »Din far er skør, fordi han blev forgiftet af generatorgas under 2. verdenskrig, og så var han på børnehjem som lille.«

Det sidste var rigtigt nok. Min far, født 10.juni 1919, havde to søskende og et par kunstneriske, kreative forældre, der ind imellem gik fra hinanden. Farfar var bogbinder, min farmor en livsglad kvinde, der spillede violin, men ind imellem optrådte der utroskab, og så gik de fra hinanden. I de perioder havnede børnene på børnehjem. Det skete altså flere gange. Den tids børnehjem var forfærdelige, har man senere fundet ud af. Børnene blev misbrugt og udnyttet. Min far har fortalt, at de skulle hakke roer flere timer om dagen.

Min faster blev syvendedagsadventist og snakkede altid om Jesus, »Har du husket Jesus?«, var hendes omkvæd. Hun var gammeljomfru, men blev på et tidspunkt husbestyrerinde for en enkemand med fire børn. De blev gift, men havde ifølge min faster ikke noget samliv. Hos dem i Fredericia tilbragte jeg mine sommerferier, det vil sige, 14 dage var jeg hos dem, og 14 dage var de to af de fire børn, som var piger, hjemme hos mig. Det var den gang, at vi var nogle, som fik DSB billetter til en enkelt retur- rejse til en by i Danmark.

Min farbror, lillebroderen, blev sælger, så hans kone var ofte græsenke. Han var indimellem utro, så min tante var tit ked af det. Jeg har oplevet som barn, hvor jeg var alene på besøg hos dem, at hun græd og skændte over noget læbestift, hun havde fundet på et af hans lommetørklæder.

Selv havde jeg det skidt med ham, jeg følte, at han ikke var til at stole på. Hans søn tog afstand fra ham, da min tante døde, og jeg selv gjorde det samme, da han mange år senere vidnede groft falsk i retten imod mig.

Mors udflugter

Så var der min far. Måske var han lidt speciel, han havde det svært med nære følelser. Min mor har fortalt, at hun, lige efter at min far og mor var blevet gift, under et besøg hos sine forældre satte sig på skødet af min far.

Han gav hende en lussing! Sådan gjorde man ikke. Min mormor var meget kristen, hun havde det skidt med sex, men fik ikke desto mindre syv børn. Min mormor har fortalt mig, at min morfar spurgte, hvis min mormor ikke ville, om han da skulle gå i byen og finde en!   Min far var lidt ligesom min mormor.

Men min mor mistede alt for min far ved den lejlighed, har hun senere sagt. Meget fortaber sig naturligvis, men efter den episode blev mor vist endnu mere følelsesmæssigt frustreret og også lidt bange for min far.

Hun har prøvet at få mig til at forstå, hvorfor hun var min far utro. På et tidspunkt fik de hver sit soveværelse, og så hoppede min mor ud af vinduet. Hun havde mange tilbedere, det var det, hun kaldte dem, og de har taget hende med ud. Hun havde også et smykke fra en tilbeder.( ”Tro, håb og kærlighed” i guld i en kæde). Det gav hun mig på et tidspunkt, hvor hun fortalte om det.

Officielt vidste min far ikke noget om min mors udflugter, han passede sit job og var god ved børnene, men det er givetvis det, der har ligget bag deres skænderier. Min far beklagede sig til min mormor og morfar, som gav ham ret i, at det min mor gjorde var galt.

Uden at forstå, hvad det drejede sig om, er jeg således vokset op med megen dramatik, der var sjældent egentlig ro og harmoni.

Undtaget var, når der var gæster, eller vi var på besøg hos andre. Så kunne de more sig og tilsyneladende være et ”team”.

De holdt begge meget af at synge og samle på sjove historier. Min far lavede festsange til familien, og min mor skrev dem på skrivemaskine.

Fru Petersen

Min mor havde ikke fortrolighed til sin egen mor. Da vi boede i Rødby fandt hun en fortrolig veninde i Fru Petersen, en ældre tysk dame, som var blevet dansk gift. Hendes mand døde lige efter, jeg blev født. Af hendes tre børn var én emigreret til USA. Jeg var ofte med min mor på besøg hos Fru Petersen. Hun havde samlet mange spændende ting igennem sit liv, og når min mor og jeg var på besøg hos hende, fik jeg altid en ting, som jeg kunne hygge mig med, mens de snakkede. Der var altid hyggeligt hos hende. Jeg lærte at drikke kaffe med æggesnaps, hvis der ikke var kaffefløde, hun kunne pludselig spørge, om jeg kunne tænke mig at blive gift med en neger! Jeg var otte år og havde aldrig set en sådan, men hun havde jo været i USA hos sin søn og havde mødt racismen. Selv var hun et troende menneske og citerede ofte fra Biblen. Hun var et rart, varmt og kærligt menneske, som uden tvivl har præget mig en del. Især fordi min mor altid blev så glad, når vi var på besøg.

Jeg husker en eftermiddag, hvor jeg besøgte hende alene. Hun fortalte da om den tid, hun var ung pige i huset i Italien imens hun lærte mig at lave Risotto.

Min mor og jeg kunne dog også hygge alene, meget inspireret af fru Petersens indflydelse. Jeg husker stunder, hvor vi begge sad og strikkede. Hun var ret god til det og strikkede meget dukketøj til mine dukker.

Fru Petersen kom ofte på besøg hos os. Så spillede vi enten ludo eller kort, og det havde vi meget sjov ud af. Hun var en kraftig dame, og med sin humor kunne hun pludselig rejse sig og skynde sig udenfor, hvor hun højlydt slap luft ud, af og til nåede hun ikke ud, hvorfor vi kunne høre hendes kamp med luften hele vejen ud. Når hun lettet igen kom ind, sagde hun gerne: Så var der bud fra Darmstadt!

”Bildoktoren”

Min far var rolig og faderlig, han kunne alt muligt, jeg husker ham som enestående. Hvis noget gik i stykker, satte han sig ned og tænkte over, hvad der kunne være galt, og så kunne han løse problemet. Han lå tit og rodede under en bil, han var en rigtig bildoktor, og jeg tror, det er ham, der har inspireret mig til selv at blive læge. Af ham lærte jeg, at der altid er en løsning.

Min far gik ud af 7. klasse og kom i lære som automekaniker, for bogbranchen var der ingen fremtid i, sagde min farfar til min far. Som udlært automekaniker fik han job på DSB´s værksted i Nyborg. Hans speciale var de gule troljer. Muligvis var det ikke særlig givtigt erhverv for hans far at være bogbinder den gang, men min far så jo nok senere, hvad vej det gik, og han havde da også lært at binde bøger ind.

”Schønemann – dynastiet”

Følgende oplysninger fra journalist og forfatter Jan Witzel:

”Mit fædrene ophav – og firmaet/firmaerne Schønemanns historie:

 

Det var min tipoldefar, som grundlagde firmaet. Claus Maximillian Vilhelm Schønemann er født i 1833 og er 26 år gammel, da han løser borgerskab som bogbinder, bog- og papirhandler.

 

I 1897 – tre år før den gamle C.V. Schønemann dør – overtages firmaet af sønnen Christian Schønemann (min oldefar) og svigersønnen Peter Petersen. De driver virksomheden i fællesskab indtil 1906, da de bliver enige om at skille aktiviteterne.

 

Peter Petersen driver herefter – under firmanavnet V. Schønemann – bog- papir-og kunsthandel – inkl. bogbinderiet, som på det tidspunkt kun er en lille del af firmaet. Og Christian Schønemann driver under navnet C. Schønemann trykkeri, forlag og engroshandel.

 

V. Schønemanns Boghandel – med tilhørende bogbinderi i gården bliver i 1926 solgt til Bendix-Petersen, som havde stået i lære i forretningen, og da C. Schønemann dør i 1909 overtager baron F. Haxthausen trykkeri og forlag efter at have giftet sig med enken Andrea Schønemann (f. Bielefeldt) i 1913.

Det ser ikke umiddelbart ud som om familien Schønemann herefter har haft nogen indflydelse på firmaet.

 

Bogbinderiet bliver i 1956 solgt til Fritz Clausen,(hvis yngste søn var min første kæreste gennem et par år) og da baron Haxthausen dør i 1931, bliver C. Schønemann et aktieselskab med skiftende forretningsførere, inden det overtages af grosserer Kai Eldal og drives videre under navnet C. Schønemanns Eftf. Jan Witzels far, Poul Witzel Jakobsen, bliver i 1946 forretningsfører, inden han overtager virksomheden i 1948.

Min farfar, Johan Schønemann, ledede bogbinderiet i V. Schønemanns Boghandel, mens svogeren, Peter Petersen, ledede firmaet.

 

Da P. Petersen på grund af svagelighed afstår forretningen i 1929, etablerede min farfar sig som selvstændig bogbindermester og papirhandler i Nørregade i Nyborg – den del af gaden, der betegnes “Hundeklemmen”.

 

(Om “Hundeklemmen” og andre øgenavne, tilnavne og kælenavne i Nyborg. Læs i bogen “Godtfolk i Nyborg”, udgivet af Jan Witzel i 2005.)

Findes der mon et ”lægeligt og bogligt gen”?

I 1763 bliver Johan Friedrich Ludwig Schønemann født i Rendsburg. Han er snedkersøn og bliver uddannet som læge. Han indvandrer til Danmark og bliver distrikts- og regimentskirurg ved 5. regiment i garnisonen i Nyborg. Gifter sig med Anna Sophie Olsen Birch fra Helsingør, og parret får i 1795 sønnen Christian Vilhelm Schønemann, der som voksen bliver apoteker i Hvidbjerg (Thy). Han henter sin kone, Caroline Amalie Kurtzhals i faderens fødeby, Rendsburg.

 

Og nu er vi fremme ved min tipoldefar, som grundlagde Schønemanns Bog- og stentrykkeri i Nyborg i 1859 – Claus Maximillian Vilhelm Schønemann. Herfra historien om sønnen og svigersønnen, som deler familiefirmaet op. Både Claus Maximillian og sønnen Christian, min oldefar, var byrådsmedlemmer og de fik begge ridderkorset, fordi virksomheden i mange år var leverandør af bl.a. soldaterbøger til krigsministeriet.”

Jeg var mangen en gang i min barndom med min far på kirkegården, hvor vi ordnede min oldefars og min farfars gravsted. Min far var altid glad og fløjtede gerne, når han arbejdede for sig selv.

Egentlig har jeg på mange måder haft en tryg barndom, men følelsesmæssigt var den kaotisk. Mine forældre holdt sammen for børnenes skyld, men hvis min mor havde haft en uddannelse og havde kunnet klare sig selv, og havde det været i dag, ville hun gerne have været skilt, hvorimod min far sagde nej. Man var gift, og sådan var det. De blev også sammen, efter at vi var flyttet hjemmefra.

‘Sidder du der endnu?’

Et spørgsmål, jeg har forsøgt at finde svar på, er, hvordan vores familieliv har påvirket mig selv. Jeg gik jo hjemme sammen med min mor, det sidste år inden jeg startede i skole også sammen med min lillebror. Min far arbejdede på DSBs værksted, og min storebror var i skole.

Min mor passede sit arbejde som husmor, hun strikkede, syede og lavede mad, men hun var frustreret, og hun kunne behandle mig på en måde, som jeg følte meget uretfærdigt.

Jeg husker en dag, hvor det var regnvejr, men hvor min mor mente, jeg skulle ud og have frisk luft. Jeg var fem år, og jeg er åbenbart gået ud med almindelige sko på. Så har jeg fået øje på en dejlig vandpyt. Det næste, jeg husker er, at min mor henter mig ind, mens hun skælder voldsomt ud og bliver ved, indtil jeg græder. Hun tager tøjet af mig, så jeg kun har undertøj på. Så siger hun, at nu er hun nødt til at køre i byen og købe nyt tøj, og imens skal jeg blive siddende helt stille, hvor jeg sidder.

Jeg frøs og syntes, jeg sad der i en uendelighed. Da min mor endelig kom hjem, var det første, hun sagde: »Hvad, sidder du der stadigvæk!« Men så er hun alligevel blevet blød, for hun havde købt en fin balkjole til mig.

 

Om morgenen, når jeg sad med mine havregryn, efter at de andre var gået, kunne hun pludselig skælde ud eller finde på at smide en karklud i hovedet på mig. Jeg syntes, hun var ond og modbydelig, og i dag føler jeg også, at jeg er blevet mentalt og følelsesmæssigt forulempet af hende.

Engang flygtede jeg ud på toilettet og låste døren. Min mor stod udenfor og bankede og råbte, at jeg skulle komme ud, men jeg nægtede.

»Jeg slår dig ihjel, når jeg bliver stor,« råbte jeg. Det havde jeg nemlig hørt min mor råbe til min far: »Jeg slår dig ihjel!«

Senere har min mor bestridt, at episoden overhovedet har fundet sted, men jeg husker den tydeligt.

Min mor er nok taget af sted om dagen, når min far ikke var hjemme, og så har hun ladet mig være alene hjemme. Jeg var vældig god til at lege med mig selv. Min far kom hjem til middag, og da skulle hun jo være tilbage og have maden parat, så det er også begrænset, hvor længe hun har ladet mig være alene. For så vidt var mit hjem trygt nok, men jeg følte det utrygt, når hun pludselig forsvandt. Hun købte sig fra sit fravær som i tilfældet med balkjolen.

Jeg husker dog en sommerdag, hvor hun pakkede noget saftevand og nogle kiks og sagde, at nu skulle vi til stranden. Jeg kom bag på hendes cykel, og undervejs blev det overskyet, og det begyndte at regne, hvorfor hun vendte om og cyklede hjem igen. Jeg mindes det som et billede af hendes gode side, for jeg husker, at det såmænd ikke gjorde så meget, at vi ikke kom til stranden, for hun ville gøre noget godt sammen med mig, og det var viljen, som talte.

Galt af sted

Da jeg var fire år, gled jeg en dag på kældertrappen og slog kolbøtter ned ad den. Jeg slap med nogle knubs, men umiddelbart efter fik jeg mellemørebetændelse. Som læge ved jeg nu, at små børn, der bliver udsat for megen larm, får væske i mellemøret, og idet jeg faldt, er der nok gået hul på trommehinden. Fra jeg var fire til jeg var otte år havde jeg kronisk mellemørebetændelse i det højre øre. En hjemmesygeplejerske kom og hældte varm olie ind i øret, en behandling, som ikke har kunnet stå alene, men som dog havde en lindrende virkning.

En anden gang var min mor i gang med storvasken i en gruekedel. Hun havde lige tappet det koghede sæbevand af i en spand. Gulvet var vådt, jeg gled – og satte armen ned i spanden. Min mor handlede hurtigt, »hent noget mælk«, råbte hun til min storebror, men jeg fik alligevel andengradsforbrændinger.

Jeg har senere tænkt over, hvorfor børn kommer ud for uheld. Min mor var ikke uden omsorg, men hendes omsorg var altid praktisk som i ovennævnte tilfælde. Og jeg husker jo svigtene og løgnene. Hun løj over for far, og hun beskyldte ham også for at drille. Hun mente, at far gemte ting for hende såsom nøgler. Det har nok handlet om, at hun projicerede sin dårlige samvittighed over at stikke af ud, så hun troede, han forsøgte at forhindre hende i det.

Jeg ved, at jeg, da jeg var ni måneder gammel, blev passet meget af mors lillebrors kone. Min mor har selv fortalt, at hun var gravid igen, og at hun måtte finde på historier for at få abort. Hun fortalte Mødrehjælpen, at hendes ægteskab var dårligt, og det lykkedes hende at få abort på social indikation. Jeg tænker jo, om min far i virkeligheden ikke var far til barnet.

Mor blev gravid endnu en gang og blev indlagt for at få foretaget abort. Imidlertid var det netop mens jeg havde kighoste, som dengang var en noget voldsommere børnesygdom end i dag. Min tante passede mig, mens min mor var på hospitalet, og på et tidspunkt har jeg fået et anfald, der forskrækkede hende. Hun ville ringe til en læge, men de havde ikke telefon, så tog hun mig i armene og løb så hurtigt, hun kunne, hen til min mormor og morfar, der boede et par kilometer væk. Hun har senere fortalt, at hun tabte sin ene sutsko og ikke turde vende om for at hente den.

Jeg kom imidlertid på epidemiafdelingen, hvor mine forældre ikke måtte komme. Der har nok været pasning og pleje, men heller ikke mere. Når jeg kastede op, hvad man gør af hosten, var der ingen, der rejste mig op. Undervejs fik jeg en lungehindebetændelse, der formentlig skyldes, at jeg har suget opkast ned i lungerne under et anfald.

Jeg har et billede af, at mor og far havde kasseret mig. Og jeg har et billede af en kødrand af hvidkitlede mennesker, som jeg syntes ville mig det ondt, og som snakkede hen over hovedet på mig. Min mor og far kunne kigge ind til mig gennem et glughul, og min mor hævder, at jeg engang fik øje på hende og gav mig til at græde. Jeg tvivler dog på, at jeg kunne kende mine forældre på afstand gennem et lille glughul. Jeg lå der i seks uger.

En lillebror og en veninde

Bagefter udviklede jeg et stort had til hvide kitler, jeg opfattede dem som nogle, der fjernede mig fra mine forældre.. Og hadet var ikke forbeholdt læger, også tandlæger og barberer var omfattet. Første gang jeg skulle til tandlæge, hylede og skreg jeg og satte mig i et hjørne, og min mor forstod ingenting. Jeg havde jo aldrig siddet i en tandlægestol.

Det samme skete, når jeg var til barber med min far. Det var barberen, der klippede børnene, så det var min far, der tog os med, men også der hylede og skreg jeg og var meget bange. Barberen har dog nok været mere pædagogisk, måske har han taget kitlen af, for klippet blev jeg jo, og jeg fik vist også et bolsje.

Da jeg er seks og et halvt, får jeg en lillebror. Min mors graviditet husker jeg som en meget blød periode. Da hun var højgravid, fik jeg lov til at sidde ved siden af hende i sengen, og det var en rigtig hyggelig tid.

Men når hun skældte ud, borede det sig ind. Hun kaldte mig ‘møgunge’ og ‘grim’. Måske var hun jaloux, fordi far holdt så meget af mig. Jeg var i høj grad fars pige, men hun har sat ikke så lidt skyldfølelse i mig. Jeg kan stadigvæk ind imellem høre en stemme indeni, der siger ‘tyk’ og ‘grim’.

En høstak

Vi boede over for en mark, da jeg var en fem-seks år. Og bag marken var der skov, Christianslundskoven. Da jeg var fem, blev den gennemskåret af motorvejen, jeg husker det, fordi jeg havde en veninde, der nu kom til at bo på den anden side, og vi holdt op med at lege.

Marken var vel et smalt bælte på omkring 20 meter, men der gik køer, og der blev dyrket korn, for der kom halmstakke på marken. Gadens børn legede i dem, og min storebror, der var i en begyndende lømmelalder, legede med nogle af sine kammerater.

Det var ved at blive mørkt, det må have været sidst på eftermiddagen. Pludselig sagde drengene, at nu skulle vi lege en fælles leg, vi skulle lege røvere og soldater. Det var store drenge, og vi var små piger, og på et tidspunkt kommer min storebror og siger: ‘gem dig, gem dig!’ Og så gemmer han mig i en halmstak og siger, at jeg skal sidde stille og ikke sige noget. Jeg blev siddende, det var mørkt, og jeg kunne ikke høre noget der raslede eller lignende. Men pludselig er min storebror der igen, han flår halmen til side og råber ’Løb! Løb! De vil sætte ild til halmstakken. Det er helt mørkt og jeg ser nogle drenge, der kommer løbende langs skovkanten hen imod mig med fakler, og jeg bliver fuldstændig ude af mig selv og løber.

På det tidspunkt må man så småt være begyndt at bygge på marken, for der var rejst et cementfundament, som jeg løb på, fordi jeg der kunne løbe stærkere end på den knoldede mark.

På et tidspunkt glider jeg halvt ned af det, jeg taber min ene sandal og det er helt sikkert at jeg hyler, jeg har skrabet mig på låret og kommer grædende hjem. ’Hvad er der dog sket, ‘ spørger min far, og jeg falder til ro, mens han vasker såret. Men chokket sad i mig, jeg kunne først hente min sandal næste dag, min storebror sagde ingen ting, og mine forældre forstod ikke hvor stærkt historien havde virket på mig. Den forblev mit traume, jeg havde ar på låret i mange år efter.

Jeg har tit tænkt på, at jeg nok i et tidligere liv er blevet brændt på bålet. Jeg føler at oplevelsen triggede noget langt inde i mig – en følelse af at være tæt på døden i forbindelse med ild.

 

Annette

Lige efter at min lillebror var født, mente min mor, at jeg ikke skulle i skole, selv om jeg havde alderen. Påskuddet var, at jeg skulle hjælpe hende, men måske har hun syntes, det ville være at sende mig væk. I hvert fald husker jeg ikke, at jeg har hjulpet til på det tidspunkt. Derimod mindes jeg, at hun fik mig ud på vejen og lege. Jeg kom til at lege med en pige længere nede ad vejen, og det var min mors fortjeneste. »Se, der står en sød lille pige, gå hen og spørg om ikke I skal lege,« sagde hun. Jeg legede ellers mest med mig selv, men nu kontaktede jeg pigen, og vi blev venner. Vi gik i byen sammen, da vi kom i puberteten, og vi kunne snakke til langt ud på natten.  Den dag i dag skriver vi fødselsdagskort til hinanden.

Pigen hed Annette, og var enebarn. Jeg kom meget hos hende, hvorimod hun meget sjældent kom i vores hjem. Hendes hjem var helt anderledes end mit eget, hendes forældre var kærlige og harmoniske og talte pænt til hinanden, det var en helt anden verden. Annettes far var skolelærer, og familien rejste meget, hvilket blandt andet betød, at jeg stiftede bekendtskab med mad, der på det tidspunkt var ukendt for mig og formentlig de fleste på den tid. De spiste majs og avocado, de fik artiskokker, og grisehaler indgik også i menuen. Jeg husker endda at have set, at hendes far spiste torskeøjne.

På deres rejser medbragte forældrene et smalfilmskamera, så jeg har set mange film hos min veninde. Jeg husker billeder af blomstrende ferskentræer, og hendes far, som oprindelig var gartner, havde også plantet et ferskentræ i deres have. Det voksede op ad en mur, som vendte mod vest, og hvert år bugnede det at de flotteste og lækreste ferskner.

Men jeg havde også noget at byde på. Hjemmefra var jeg jo vant til søskende, så derfor var jeg i stand til at lære min veninde ting, hun som enebarn ikke kendte til. Hendes mor var nok lidt fysisk skrøbelig, men hun var kærlig, og jeg havde mere lyst til at være der, end hjemme.

Skolen

Jeg kom i skole i 1959, da min bror var et år. Det var på Birkhovedskolen i Nyborg, og det var en dejlig skole. Min dansklærer var en ældre dame, en blød, rar bedstemor, og jeg var meget glad for hende. For mig var det dejligt at komme i skole, dels var jeg væk hjemmefra, dels lærte jeg nye ting, det var en ny verden, der åbnede sig, da jeg lærte at læse og skrive.

Men omkring 4. klasse begyndte noget at være ikke helt så godt. I frikvartererne var der et begreb, der hed ‘at komme under klokken’. Klokken var den klokke, der hang på skolens væg, og som ringede ind til næste time. Her blev dem, der havde forbrudt sig stillet til skue, noget der skræmte mig lidt. I det hele taget syntes jeg, at gårdvagterne var lige hårde nok. Når vi skulle ind, skulle hver klasse stille op på række, og hvis nogen pjattede, så SLAM! En på kassen. Jeg havde aldrig set nogen slå, før jeg kom i skole.

Skoleinspektøren, Roed Petersen, var en høj, kraftig mand og en, som man var bange for. Han kunne komme ind midt i en time og hente en elev med en bemærkning om, at han godt ville have en snak med vedkommende. Det var frygtindgydende.

Selv har jeg dog aldrig prøvet det. Jeg var et dydsmønster i en grad, så jeg blev mobbet. Hjemme havde jeg lært at bede Fadervor, min far havde lært mig det, for så havde man nogen at bede til, hvis man var ked af det. Og det var jeg tit.

I skolen skulle vi begynde dagen i klassen med at bede Fadervor og synge en salme, og jeg tog det seriøst. Det har været alvor for mig, fordi mit hjem var sådan et kaos og min far med Fadervor havde givet mig et helle, et sted, hvor jeg kunne søge hjælp. Men min alvor provokerede mine klassekammerater, der kaldte mig hellig.

Min far var julemand

Min far kunne nu mere end sit Fadervor. Når han sagde godnat til os, opførte han små skyggespil på væggen med hænderne. Så fløj ørnene, hunden gøede, dyrene hoppede, sloges og legede, og så kunne han digte eventyr og som regel synge en sang, som en overgang var en slager i radioen. Jeg husker to vers og har selv sunget den for mine børn:

Himlen sit lys har tændt,

Lillebrors dag er endt,

Kinden er rød og hans øje mat,

Mor, tror du jeg får besøg i nat?

Jeg syns jeg har været så sød i dag

Det er ikke så let, må du tro.

Hvis du ser Ole Lukøje på din vej,

Så sig, han skal huske på mig.

Omkvæd:

Tror du ham med paraplyen kommer her.

Lille mor, hvis du si´r ja, så er du kær.

Mine hænder har jeg vaske, og min aftenbøn er bedt

Og det tror jeg ganske sikkert, han har set.

Hvis jeg nu får lov at drømme, hvad jeg vil.

Vil jeg vær´den største kæmpe, der er til.

Så de andre bli´r så bange, at de gemmer sig for mig.

Åh, den drøm, den er så skøn, den ønsker jeg.

Hurtigt, han sover ind.

Blussende rød om kind.

Mor sidder stille og smiler ømt.

Tænker på alt, hvad hun selv har drømt.

Hvor er det dog godt, at du lillebror.

Kan leve det hele i leg.

Drøm så længe, du kan, for når du bli´r stor.

Er verden mer´ ond, end du tror.

Omkvæd..

Med den sang, kunne vi børn sove trygt ind.

Min far var en klovnetype, han var glad for at lege og optræde. Den 28. eller 29. december holdt Smedenes Forbund, som min far var medlem af, hvert år juletræsfest i Industriens Hus. Det år, jeg fyldte otte, var det min far, der skulle være julemand. I Industrien er der en lang balkon i festsalen, og min far havde fundet på at hænge et tov ned fra den. Så da han skulle gøre sin entré, gik han op på balkonen og firede sig ned på Industriens sildebensparket ved hjælp af tovet. Han sang og legede med børnene rundt om juletræet. Jeg var stolt!

Et andet indslag i julefesten var, at børn kunne få lov at komme op på scenen og synge en sang. Men dér var alt for meget lys, så selv om jeg kunne »Rudolf med den røde tud« fra første til sidste vers, og selv om jeg havde den største lyst, turde jeg ikke.

Jeg kan den stadig udenad.

Min mors godnatsang

Retfærdigvis kunne min mor godt en sjælden gang synge en godnatsang. Jeg husker den dog mest i forhold til min lillebror:

Lille Poul ser ud på solen

Mens den synker over eng.

Synker selv i søvn i stolen,

Da ta´r mor sin lille dreng.

Klæ´r ham, bær ham

Op af trappen og i seng.

Og han sover med det samme

Han har rigt´nok også slidt.

Bygget huse, gravet damme.

Malet sort på fars stakit.

Leget, meget,

Gemt sig bort og råbt ”tit tit”.

Danseskolen

Da jeg var fem, blev jeg sendt i danseskole, og der gik jeg, til jeg var omkring de ti. Selv om det var drengene, der skulle byde pigerne op, og selv om jeg har den samme barndomserfaring som mange andre piger, at jeg aldrig hørte til dem, der først blev budt op, så var jeg glad for danseskolen. Jeg var nemlig god til at danse, vi lærte grundtrin til alle de traditionelle danse, og danselæreren hed Laustsen, Min partner og jeg var ofte dem, der blev bedt om at danse for. De andre sagde, at vi var kærester. Jeg var ikke klar over, hvad det betød, men det føltes som en bekræftelse.

Når jeg var god til at danse, hænger det nok sammen med, at jeg altid var flittig. Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle lære noget, opprioriterede jeg lektielæsningen, til jeg kunne det. Og også dansen tog jeg seriøs for at blive så god som mulig. Jeg syntes det var tilfredsstillende at blive bekræftet i, at jeg var god til noget.

Dansen gjorde det senere lettere for mig dels at synge, spille klaver og langt senere at danse amerikansk stepdans.

Episoder med min mor

Mens det således på mange måder gik mig godt udadtil, fortsatte episoderne med min mor på hjemmefronten. Engang var min metalmadkasse blevet væk, og mor brugte resten af dagen til at skælde ud over, at jeg havde glemt min madkasse. Den næste dag gik jeg til pedellen og spurgte, om han havde fundet den, og han viste mig 15 metalmadkasser magen til min. Men ak, de var bulede og slidte og ikke nær så flotte.  Jeg tog den pæneste, hvilket dog ikke var nok for min mor. Det var jo ikke den, og så kunne hun snakke om den en hel dag igen. Der var ingen nåde, hun blev ved, til jeg græd.

En anden dag havde jeg haft et par kroner med til sparemærker. Jeg købte dem også, men åbenbart må jeg have haft våde fingre, for sparemærkerne hang fast og krøllede sammen. Så smed jeg dem væk.

Da mor fandt ud af, at sparemærkerne manglede, blev hun ved. »Hvorfor har du ikke fået sparemærker for pengene? Og hvor er pengene blevet af?« jeg løj og svarede, at jeg ikke vidste det. At de var væk. Jeg syntes, det var for flovt at sige, at jeg havde krøllet dem sammen. Men det var en stor katastrofe!

Min mor fik aldrig sandheden at vide, hun kaldte mig dum for tit, så derfor løj jeg.

Men et rart billede fra min tidlige pubertet: Hver mandag, når jeg kom fra skole, kom min mor om eftermiddagen hjem fra byen med træstammer og Familiejournalen. Det forbandt jeg med hygge. Så blev der læst, især kærlighedsnovellerne var lige populære hos os begge.

Skoletasken

Ind imellem hjalp min mor mig dog også. Når jeg cyklede i skole, havde jeg tasken hængende i en krog på bagagebæreren. En dag, jeg kom, ankom min sidekammerat samtidig, vi hilste på hinanden, jeg stillede min skoletaske på jorden og satte min cykel i cykelstativet. Så var min skoletaske væk! Jeg blev angst, tænkte at jeg måtte have glemt den, gik i panik, tog cyklen igen og halsede hjem. Forpustet og opløst kom jeg ind og sagde, at jeg havde glemt min taske, men nej, det havde jeg ikke, sagde min mor, og så måtte jeg af sted igen, endnu mere opløst. Imens ringede min mor dog til skoleinspektøren og forklarede ham sagen, så da jeg kom tilbage, gik jeg op til inspektøren. Jeg var bange og ked af det, men til min overraskelse tog han mig i hånden, gik ned i klassen med mig og fortalte, hvordan det var fat. – Og så faldt det hele på plads. »Jamen, jeg tog den jo med,« udbrød min sidekammerat.

Men episoden er typisk for mig, jeg var distræt og gik tit i mine egne tanker.

Mobning

Når jeg blev så skrækslagen, var det også på grund af mobningen. Der var en pige i klassen, som virkelig blev mobbet, og en dag havde nogle af drengene taget hendes taske og smidt den i voldgraven, der løber langs Nyborg Vold. Jeg havde straks troet, at det var noget i samme stil, der var sket for mig, for selv om jeg ikke var den, der blev mobbet værst, så hørte jeg til den gruppe af piger på fire-fem stykker, der blev mobbet i de små klasser. Vi var alle lettere overvægtige, og drengene drillede os med, at vi havde ‘lår i skoene’. Der eksisterede en opdeling blandt pigerne, hvor nogle få, der havde drengene på deres side, mobbede de andre piger. En del af det bundede i sociale problemer, men det var vi jo for små til at forstå.

Blandt os fem ‘overvægtige’ var der en, der ikke kun var for tyk, men også stor og kraftig af statur, ‘Det store brød’ blev hun kaldt. Men hun var ikke så bange, som os andre, fordi hun kunne slå fra sig. Resultatet var dog blot, at mobberne var ekstra ondskabsfulde over for hende. En dag, efter at vi var kommet ind i klassen, gik både piger og drenge hen og kradsede hende på armen med kuglepenne. Da græd hun.

Vi blev efterfølgende de bedste veninder og ses stadig om end med år imellem.

Men jeg har ingen erindring om, at de voksne nogen sinde har grebet ind.

Ofte havnede vi på pigernes toilet, og hvis vi satte os for at tisse, klatrede de mobbende piger op over skillevæggen og rev os i håret. Jeg syntes det var en ond verden, men jeg rottede mig sammen med min sidekammerat.

Mange år senere, mødte jeg en aften en af pigerne. Hun var blevet narkoman og spurgte, om jeg kunne tilgive, hvor slemme hun og de andre havde været den gang. Det havde naget hende siden. Og ja, det kunne jeg jo. Jeg ville nødig bytte liv med hende.

Blåmejse

Også en anden legekammerat fik jeg. Vi læste Anders And-blade sammen, og via hende blev jeg spejder. Hun var nemlig blåmejse og det blev jeg nu også. Fra jeg var otte til jeg var 17, var jeg pigespejder. Jeg syntes, det var rart at gå i uniformen, så der ikke var forskel på os, og de voksne var søde. Jeg husker en tur, der varede tre dage, hvor vi overnattede i en hytte og vi fortalte hinanden spøgelseshistorier om aftenen. En af pigerne græd konstant den første nat, fordi hun havde hjemve. Jeg var et stort spørgsmålstegn: Hjemve, hvad er det? Hjemve har jeg aldrig lidt af, tværtimod nød jeg, når jeg var væk hjemmefra. Jeg havde en god tropsfører og blev selv som 16-årig patruljefører. Min far havde været FDF’er som dreng, og han engagerede sig i, at jeg var spejder. Jeg lærte mange sjove ting og mange gode sange.

Da jeg selv blev patruljefører og skulle starte en ny patrulje, var min far en stor hjælp. Han fornyede vores redskaber og kasser, og jeg kunne altid komme til ham og bede om hjælp.

Nu var det mig, der var den store, og skulle opleve ansvar. Jeg arrangerede selv en tur ud i en af de skove, der omgiver Nyborg, Kajbjergskoven, som ligger ud til Storebælt. Jeg har nok været lidt naiv, for jeg havde ikke spurgt om lov først, vi var blot taget af sted, og meningen var, at vi skulle overnatte. Vi slog telt op og lavede bål, og om aftenen sad vi omkring det og digtede historier. Så kommer en robåd sejlende med to mænd, som trækker den op og går i land. Jeg spøgte lidt med, at de kunne være farlige, men jeg beroligede de andre med, at vi jo havde dolke, så der ikke kunne ske os noget, og med at det da bare var spændene, men de andre var nok blevet mere bange, end jeg toede.

Nu var det sådan, at Annette, hvis far var lærer, havde været blandt deltagerne. Han blev dybt forarget over, at jeg havde taget min patrulje med på tur uden at give besked. Jeg var ikke voksen og kunne ikke være ansvarlig, når jeg kunne gøre sådan, og ingen vidste, at vi var der osv. Jeg blev dog ikke bebrejdet noget, men Annette blev trukket ud af spejderkorpset.

Hos mig satte denne episode dog ikke dybe spor, jeg kunne ikke rigtig se problemet. Da jeg selv var i den første patrulje, havde vi haft et natløb, hvor jeg havde tabt min ene gummistøvle i en grøft. Der havde patruljeføreren trøstet mig, »den finder vi i morgen«, og sørget for at min sok og mine fødder blev vasket. Sådan opførte jeg mig også selv, og jeg lærte meget af at skulle have ansvar.

Gymnastikken

Samtidig med mit spejderliv gik jeg til gymnastik i NGIF, ligesom jeg elskede at løbe på rulleskøjter og om vinteren på kunstskøjter (ofte på Den Døde Grav, som vi kaldte den del af voldanlægget). Alle kvinderne i min familie var overvægtige, også min mor, men jeg husker gymnastikken som noget godt, det var lige mig at bevæge mig, og min gymnastiklærer, fru Memborg, var en anerkendt lærer, der kunne lære fra sig. Jeg var glad for hende og fik ros. Hun var opmærksom på, at jeg var buttet, men hun sagde kun noget, når hun syntes, jeg have tabt mig. Jeg gik til gymnastik indtil puberteten, så blev jeg flov over min krop og ville ikke vise mig i gymnastikdragt. Medvirkende var også, at jeg ikke var god nok til at blive atletikpige. Selv om jeg droppede gymnastikken, har den betydet meget.

Musikken

Jeg begyndte som 12-årig med at tjene mine egne penge ved at plukke bær og arbejde på Nyborg Dybfrost. Da jeg var 13 købte jeg en guitar, men det blev nu min lillebror, der kom til at spille på den. Han blev senere musiklærer på Ollerup Musikefterskole.

Mine forældre havde arvet et klaver efter min faster, da jeg var 10 år, og fra jeg var 10 til jeg var 13, gik jeg til spil.

Min spillelærerinde var elev af Victor Schiøler. Jeg var seks spillelærer generationer efter Beethoven, fortalte hun.

Jeg lærte noder, men jeg syntes aldrig, at jeg kunne tingene godt nok. Jeg kunne dem altid perfekt hjemmefra, men når jeg kom hen til hende, blev jeg nervøs. Hun havde mange ambitioner på sine elevers vegne og lod os lytte til hinanden. Hun boede i den gamle latinskole, og hun indgav mig præstationsangst, hvilken ikke blev mindre af, at næste elev kom før, man var færdig og sad som tilhører. Jeg var vældig flov over, at jeg svedte på fingrene, så jeg satte sorte pletter på de hvide tangenter, selv om jeg havde vasket hænder forinden. Endelig var vores klaver et pianette med kun seks oktaver, og jeg var ulykkelig, når et stykke spændte over flere. Jeg kunne begynde at græde.

Da jeg blev 13 begyndte stykkerne samtidig at blive sværere, men så blev hun syg, og der kom pludselig mange aflysninger. En dag så hun sig i spejlet, mens jeg var der, og spurgte, om jeg ikke syntes, hun så syg ud, hun syntes hun var hvid og grøn i hovedet.

Hun var syg. Hun havde fået kræft, og jeg besøgte hende på sygehuset lige før hun døde. Jeg var lettet – og flov over, at jeg var glad for, at hun døde.

Derefter gik der lang tid, før jeg igen optog musikken. Jeg har spillet siden, men derom senere. At jeg havde lært noderne, kom mig dog til gavn.

Min hund Teddy

Omtrent samtidig med min fødsel, anskaffede mine forældre sig en hunhund, som var en krydsning imellem en foxterrier og en ”grønlænder”. Hun blev min allerbedste ven og fortrolige. Altid var hun parat til at trøste og opmuntre. Utallige blev vores lege og spadsereture.

Jeg husker især billedet af, at hun, når min far var hjemme i sin frokostpause og lige fik en lille en på øjet på sofaen, satte sig på gulvet ud for min fars hånd. Så kløede han hende lidt bag øret og faldt i søvn, hvorefter hun blev siddende til han vågnede.

9 år gammel fik hun sit første kuld hvalpe. Det var uklart, hvem, hun havde parret sig med. Den gang gik hunde frit i kvarteret. Og en hunhund i løbetid blev opsøgt af utallige hanhunde ofte meget langvejs fra. Teddy havde gemt sig, da hun skulle føde, og der gik to dage, før hun blev fundet inde under en nabos redskabshus. Hun havde født 4 hvalpe, hvoraf den ene var død. Jeg glemmer aldrig, at mine forældre lod en ældre genbo aflive to af hvalpene ved at slå deres hoveder mod en sten. Teddy fik lov at beholde den sidste hvalp, og det var ikke noget problem at komme af med den, da den var 8 uger gammel. To gange mere fik hun hvalp. Kun én af gangen og med den samme hanhund, som efter fødslerne kom på ”barselsbesøg”. Jeg husker ved de sidste hvalpes fødsel, at de foregik dels i dens kasse, dels under min seng. Begge gange overværede jeg fødslen, som gjorde et stort indtryk på mig. I det hele taget har min hund nok præget mit forhold til naturlige livsprocesser. Jeg tror, jeg i den periode udviklede min intuition, da jeg kommunikerede med Teddy uden problemer. F. ex ”flyttede” vi ind i et legehus, som min far havde lavet til os børn, en dag, hvor min mor uretfærdigt i mine øjne, havde skældt ud over, at Teddy og hvalpen opholdt sig i stueetagen. Den skulle efter min mors mening opholde sig i kælderen. Jeg forsynede mig med stearinlys og nægtede til langt ud på aftenen at ”komme hjem ” igen, før jeg havde fået min vilje.. Jeg fik min vilje til sidst og Teddy og hvalpen fik lov til at ”bo” på mit værelse.. De to sidste hvalpe var utroligt smukke, og de blev nemt afsat.

Teddy blev den usædvanlige alder af 17 år. Hun fik til sidst grå stær og formentlig livmoderkræft. Hun døde på mit værelse og blev begravet i vores have. Min far var den gode ”graver og bedemand”. Vi sang en salme, og det varede længe, før jeg kom over sorgen og savnet..

Min første kæreste

Min første kæreste, som tidligere nævnt, søn af bogbinder Fritz Clausen, var også spejder. Jeg var da 17 år, og det blev samtidig det tidspunkt, hvor min karriere som spejder sluttede. Drengespejderne var mere fremmelige end os piger, de drak øl og sang frække sange.

Vi var kærester i to år.

Storspejder

 

Det sidste år, jeg var spejder, skulle jeg på landslejr, min tropsfører var holdt op, og hende der kom med som tropsfører var ikke spejder, men en af mødrene. Hun havde dog alligevel ansvaret, og jeg var fungerende tropsassistent, som skulle støtte hende.

Det regnede hele ugen, hvilket betød, at den fungerende tropsføreren blev deprimeret og havde svært ved at komme op om morgenen. Hun havde ingen autoritet, der var ingen, der hørte efter, hvad hun sagde. Det provokerede mig, fordi jeg tidligere havde oplevet, hvordan det var, når tingene fungerede.

Tropsføreren appellerede til mig, og jeg havde jo lært at råbe af min mor. Det gjorde jeg, og troppens medlemmer blev små og lydige. Det er ikke nemt at tænde bål i regnvejr, men nu lykkedes det, der kom tjek på det, og jeg gik ind i førerteltet. Min tropsfører var begejstret. Det var helt fantastisk, det, jeg dér havde gjort, hun havde nydt, at jeg skældte ud. Og jeg voksede.

På et tidspunkt havde jeg problemer med en indgangsportal. En sød spejderdreng tilbød sin hjælp, men nej tak, jeg kunne godt klare mig selv. Jeg vidste jo godt, at jeg egentlig var for genert til at arbejde så tæt sammen med en dreng.

Efter den lejr, blev det gradvis vigtigere for mig at have en kæreste, og da jeg samtidig skulle afslutte 3. real, droppede jeg spejderarbejdet.

Martha

Samtidig skulle jeg nemlig også afslutte et Martha-kursus, som jeg havde fulgt. Det var en slags ungdomsskole for piger, en uddannelse til husmor, og det var faktisk temmelig omfangsrigt med en gang teori og praktik og en gang skolekøkken ugentligt gennem 3 år.. Vi lærte barnepleje og håndarbejde, og kurset skulle afsluttes med, at man syede tøj til sig selv og viste det frem ved en mannequinopvisning. Jeg havde syet en natkjole og en housecoat med for. Det var foregået om natten, da det var den eneste tid, jeg havde, men resultatet var ret godt. Housecoaten var mit mesterværk med vendte knaphuller. Desværre, jeg skulle ikke gå mannequin, så jeg fandt på en undskyldning den aften.

I gymnasiet

Efter 2. real blev jeg godkendt til gymnasiet og valgte den matematisk-naturvidenskabelige linje. I realen havde jeg syntes, at matematik var spændende, men på Nyborg Gymnasium fik jeg en – berygtet – matematiklærer, Walther Pedersen, og pludselig forstod jeg ingenting. Hans evige omkvæd var: »Du kan jo altid blive skraldemand.«

Også min historielærer, så mig som en, der ikke havde forstand på historie. Den interesserede mig ikke, og jeg kunne ikke huske de historiske begivenheder og årstal, selv om jeg havde læst på stoffet. Det var matematikken, der tog min tid, jeg sad med den til klokken tre om natten, men lige lidt hjalp det. Det var så nedslående at bruge en masse tid på det, og så var det hele alligevel forkert. Mellem jul og nytår valgte jeg at holde op. Jeg brød fuldstændig sammen. Men her kom min mor på banen og straks efter nytår ringede hun til rektor og min gamle skole og forelagde situationen. Det kunne hun. Kæmpe for sine børn, når det galt.

Jeg kom tilbage i 3. real til min gamle klasse, og pludselig fik jeg 11 i matematik. Nu ville jeg finde ud af det, og selv om jeg havde den samme lærer i latin, fransk, tysk og engelsk, var det den rene svir at komme tilbage. Det var som at komme hjem igen, og jeg fik en god realeksamen.

Derefter begyndte jeg i den nysproglige linje i gymnasiet. Men jeg slap ikke for dansklæreren.

Som jeg har nævnt, havde jeg gået til gymnastik som barn, og nu skete der noget, der fik mig til at kaste mig over gymnastikken på ny. Min kæreste blev færdig som student og fejrede det med en fest, som varede tre dage. Han og hans kammerater ravede rundt, jeg blev såret idet han flirtede med andre, og da det ikke var første gang, ville jeg ikke være kæreste med ham mere. Senere fortrød han sin opførsel, men vi blev ikke kærester igen.

Bruddet betød imidlertid, at jeg tabte mig. På et tidspunkt vejede jeg 49 kilo, og nu kunne jeg gøre gymnastik! Jeg husker det som spændende, min gymnastiklærerinde roste mig, jeg skulle vise de andre øvelserne, og jeg var et rent slangemenneske nu hvor maven ikke var i vejen. I dag kan jeg se, at jeg har været lettere anorektisk.

Jeg begyndte at synes, at spørgsmål om sundhed og sygdom var spændende. Mine forældre læste ikke bøger, men i gymnasiet begyndte jeg at abonnere på Unions Bogklub, jeg læse som en gal, og på et tidspunkt fik jeg fingrene i Tabita Wulffs bog om urtete, som fængede mig.

Også biologi var spændende. I 2. real skulle vi have et endagsbesøg på en uddannelsesinstitution, og vi var to som kom til sygeplejeskolen i Svendborg. Det fængede mig nu umiddelbart mindre, da opholdet var overstået udbrød jeg til min kammerat: »Så vil jeg da hellere være læge.«

Min interesse samlede sig omkring biologi og matematik, mens jeg til gengæld lå i stadig kamp med min dansklærer. Jeg var forvænt med en ganske ung dansklærer fra realen, som syntes, vi var geniale. Der skrev vi digte, havde studiekreds om eksistentialismen, og han roste os og fik hver af os til at føle, at netop vi var den vigtigste. Han både styrkede vores selvtillid og vores interesse for filosofi og eksistentialisme.

I gymnasiet blev jeg derfor meget skuffet over min dansklærer, der overhovedet ikke havde fokus på kreativitet, og jeg fik altid dårlige karakterer i stil. Emnerne handlede altid om politik og samfund, som ikke interesserede mig. Engang, hvor emnet var demokrati, var jeg gået på biblioteket og havde skrevet en stil, der lå tæt op ad kilden. Derefter troede han ikke, jeg kunne finde ud af at skrive selv. Til slut, i 3.g fik vi lov at skrive en fristil, og der digtede jeg en lille novelle, en barsk gyser om et makabert teater, hvor publikum som en del af forestillingen blev aflivet med strøm. Da vi fik stilene tilbage, spurgte min lærer, hvilken forfatter, jeg havde skrevet af efter. Han troede ikke, jeg selv kunne have skrevet den. Og ganske vist stolede han ikke på mig, men jeg tænkte: »Han troede, det var en forfatter!«

Første gang jeg bandt an med gymnasiet var i 1968. Vi var to, der gik over fra 2. real, en dreng, Folmer og jeg selv, og vi gik sammen i 1.g. Han havde et menneskekranium, som han havde fundet på en kirkegård, og det var ham, der instruerede vores skolekomedie i 1.g: The Good, the Bad and the Ugly. Vi skulle være sortklædte og kravlede op af et hul og hen til scenekanten, hvorfra vi kravlede ned og hen ad gulvet og tog publikum på benene. Jeg var lidt provoagtig, jeg husker, at en fætter spurgte mig, om jeg ikke var lidt rødstrømpe, men jeg vidste dengang ikke, hvad en rødstrømpe var. Jeg var med til at ryge lidt hash efter en gymnasiefest, men det virkede ikke, jeg var med i en strømning, men uden helt at føle mig på bølgelængde med den. At bo i kollektiv var således slet ikke mig, og da jeg fik min første kæreste, følte jeg mig noget gammeldags i forhold til de andre. Til en nytårsfest optrådte der en rigtig don Juan-type, og jeg var dybt forarget.

I gymnasiet snakkede man meget om, at gymnasiet tidligere havde været forbeholdt børn af forældre, der var noget ved musikken. Mens jeg gik i folkeskolen, havde mine forældre en overgang lejet et værelse ud til en gymnasiepige, Ulla hed hun. Hun var en sød pige, jeg husker eksempelvis, at hun fik en pakkekalender til jul, noget helt usædvanligt på den tid. Efterfølgende introducerede min mor fænomenet. Det havde gjort stort indtryk på mig.

Af sådan nogle grunde følte jeg, at jeg tilhørte en speciel årgang, fordi mine forældre ikke var rige eller læste bøger – selv om min far læste mange fagbøger.

Men der var stadig en efterklang af, at man godt måtte komme fra et akademikerhjem eller have penge. Der var stadig disse velbjærgede børn, der troede, at de kunne få en studentereksamen, bare fordi deres forældre havde penge. Derfor ville jeg ikke have studenterhue. Vi var fire i klassen, som ikke ville have hue, men da vi var blevet studenter og kørte rundt i hestevogn, havde jeg det alligevel lidt dårligt med, at jeg ikke havde hue på. Det var noget ambivalent.